Kultur og Performance

Introduktion:
Studiet af performance er i kulturteoretisk sammenhæng karakteriseret ved, at det på én og samme tid peger på et genstandsfelt og på et analytisk perspektiv. Iscenesættelse, materialenærhed, proces, deltagelse, subversion, gentagelse og transformation er ikke kun centrale begreber i forståelsen af performancekunst som felt, men er det også når performanceperspektivet anvendes som analyseperspektiv i bredere kulturelle kontekster. Fælles for studier af performance er, at det privilegerede sted for analysen er in performance. Det vil sige, at kulturel og kunstnerisk betydning ikke er indlejret i en given tekst eller kunstværk, men skabes i et samspil mellem de forskellige elementer som mødes i det performative nu. Det er i mødet mellem intention, situation, tekst og publikum at det, der betyder noget, opstår. Når vi i det følgende vil undersøge, hvad det vil sige at arbejde med performance som et kulturteoretisk begreb, er det altså ikke ud fra ønsket om at definere, hvad en performance er, men for at forklare, hvad performance gør.
Dette betyder ikke, at begrebets oprindelse som kunstnerisk genre og form er ligegyldig. Tværtimod er performance-begrebets rod i de performative kunstarter, og i 1960’ernes avantgardekunst i særdeleshed, afgørende for at forstå begrebet til fulde, og det er denne tradition, som nærværende kapitel tager afsæt i.
Først leverer vi en generel introduktion til performance-begrebet. Dernæst præsenteres de væsentligste eksempler på begrebets anvendelse inden for såvel performancekunst som kulturel performance i bredere forstand og i andre kunstteoretiske sammenhænge. Endeligt diskuteres tre væsentlige karakteristika ved studiet af performance på tværs af disse områder.